Del
 | Debatindlæg

Det fede ungdomsliv findes også på EUD

Debatindlæg bragt i dagbladet Information 6. juli 2018

Af Lars Kunov, direktør i Danske Erhvervsskoler og -Gymnasier og Kira Gilling Hansen, projektleder for Ditbarnsfremtid.dk

Vi ønsker alle det bedste for vores børn. Så når vi taler med dem om ungdomsuddannelse, er vi tilbøjelige til at guide dem derhen, hvor vi selv føler os mest trygge
Håber du, at dine børn får en skøn ungdom? Og at din teenagesøn eller datter trives og udvikler sig fagligt og socialt? Det er svært at forestille sig, nogen svarer nej. For vi ønsker alle det bedste for vores børn.

Så når vi taler med dem om ungdomsuddannelse, er vi tilbøjelige til at guide dem derhen, hvor vi selv føler os mest trygge. Det understreger en helt ny undersøgelse, IUM Insight/YouGov har lavet for forældreindsatsen Ditbarnsfremtid.dk, som alle fem regioner står bag. Den viser, at otte ud af ti forældre til 14-21-årige tænker over studiemiljøet, når de skal rådgive deres børn om valg af uddannelse. Og at knapt hver tredje forælder tror, det bedste studiemiljø findes på gymnasiet, mens kun henholdsvis fem procent og tre procent tror, det er bedst på erhvervsuddannelserne (EUD) eller EUX.

De fleste forældre har svært ved at begrunde, hvorfor de tror, det er sådan. Men uanset om det skyldes fordomme eller uvidenhed, er det med til at forklare, at flertallet af forældre stadig peger mod det almene gymnasium. Og at det store flertal af de unge dermed går denne vej.

Det er helt reelt, at man ikke kender til studiemiljøet på en erhvervsskole anno 2018, hvis man aldrig har været der. Men vi har behov for, at flere finder de større briller frem. Derfor vil vi med forældreindsatsen Ditbarnsfremtid.dk vise, at erhvervsskolerne tilbyder studieture og ekskursioner, som man gør på gymnasierne. At de har lektiecafeer, åbne værksteder og fester. At mange erhvervsskoler er en del af et spændende campusmiljø. Og at der findes skolehjem over hele landet, hvor man kan bo, mens man tager sin erhvervsuddannelse og få en efterskoleagtig studietid.

Efterprøv vores påstande: Tjek ditbarnsfremtid.dk eller tag ud og besøg erhvervsskolerne, hvor eleverne kan fortælle.


  • Danske Erhvervsskoler og –Gymnasier
  • Ny Vestergade 17, 2. sal
  • 1471 København K