Del
 | Pressemeddelelse

Stor tilfredshed med droppede besparelser

I Danske Erhvervsskoler og -Gymnasier er der stor tilfredshed med, at regeringen lægger op til at afskaffe omprioriteringsbidraget på undervisnings- og uddannelsesområdet og vil forlænge kvalitetspuljen på 168 mio. kr. til erhvervsskolerne.

Fra næste år skal det være slut med omprioriteringsbidraget på undervisnings- og uddannelsesområdet. Det melder regeringen ud, få dage før finansminister Nicolai Wammen præsenterer regeringens finanslovsudspil for 2020.

Og i Danske Erhvervsskoler og -Gymnasier er der stor tilfredshed med, at regeringen fra næste år vil droppe den årlige to-procents besparelse på undervisnings- og uddannelsesområdet:

”Økonomien på erhvervsskolerne og erhvervsgymnasierne er år for år blevet udhulet af omprioriteringsbidraget. Det har måske kunnet gå et enkelt år eller to, men efterhånden var der ikke mere at skære af. Derfor har vi også kæmpet med næb og kløer for at få fjernet besparelsen, og nu ser det heldigvis ud til, at regeringen har lyttet”, siger Ole Heinager, formand for Danske Erhvervsskoler og -Gymnasier – Lederne. 

Kim Simonsen, formand for Danske Erhvervsskoler og -Gymnasier – Bestyrelserne, roser også regeringen for at tage besparelserne af bordet:

”Det er en rigtig god nyhed, at regeringen nu vil droppe de årlige besparelser på bl.a. ungdomsuddannelserne. For mig at se er det også det eneste rigtige at gøre. I Danmark lever vi jo af at have dygtige og veluddannede mennesker, og derfor skal vi selvfølgelig også være parate til at investere i vores undervisnings- og uddannelsestilbud”, siger Kim Simonsen.          

Kvalitetspuljen forlænges
Udover at afskaffe omprioriteringsbidraget vil regeringen som led i finansloven for 2020 forlænge kvalitetspuljen på ca. 168 mio. kr. til erhvervsskolerne.

Puljen skulle ellers udløbe ved udgangen af i år, men nu lægger regeringen altså op til at forlænge den til og med 2023. Og det vækker glæde i Danske Erhvervsskoler og -Gymnasier: 

”Det er en kæmpe lettelse for erhvervsskolerne, der i forvejen har en presset økonomi og ville få svært ved at få tingene til at hænge sammen de kommende år, at kvalitetspuljen på 168 mio. kr. ser ud til at blive forlænget. Det er vi utrolig glade for”, siger Ole Heinager.

Yderligere oplysninger:
Thomas Bille Winkel, politiks konsulent, tlf.: 40 91 98 78.


  • Danske Erhvervsskoler og –Gymnasier
  • Ny Vestergade 17, 2. sal
  • 1471 København K