Teknisk notat om finanslovsforslag 2024

Indhold
Skoledrift
Noter, kuglepen, telefon, økonomi, finans

Her finder du en oversigt over væsentligste opmærksomhedspunkter om takstudviklingen fra Finanslov for 2023 (FL23) til Finanslovsforslaget for 2024 (FFL24).

Finanslovsforslaget er regeringens udgangspunkt til de politiske forhandlinger om finansloven. Der kan dermed laves politiske ændringer i finanslovsforhandlingerne, som bevirker, at der er ændringer i den endelige finanslov i forhold til regeringens finanslovsforslag.

Hovedkonklusioner

Regeringen præsenterede d. 15. august et finanslovsudspil med investeringer i erhvervs-uddannelserne. Regeringens udspil indeholder et markant økonomisk løft med 500 mio. kr. årligt fra 2025, som vokser til 700 mio. kr. årligt fra 2030. I finanslovsforslaget er der afsat 311 mio. kr. i 2024, hvoraf 209 mio. kr. bruges til en permantgørelse af kvalitetsudviklingspuljen, der ellers stod til at bortfalde ved udgangen af 2023. Kvalitetspuljen til erhvervsuddannelserne foreslås udmøntet som hidtil i 2024 til udbydere af erhvervsuddannelser efter andel af samlede tilskud til erhvervsuddannelserne.

Finanslovsforslaget indeholder også en forlængelse af særtilskuddet på 30 mio. kr. i 2024 til små erhvervsskoler i udkantsområder, der modtager udkantstilskud, og som havde under 450 årselever i 2020.

Derudover er der på finanslovsforslaget foreslået en harmonisering af deltagerbetalingsniveauer på AMU, hvilket betyder, at der fremadrettet kun vil være én deltagerbetaling ud over ingen/fuld deltagerbetaling. Harmoniseringen af deltagerbetalingsniveauerne vil betyde, at der for it-fag, sprogfag, almene fag, organisatoriske fag, samt teknisk-faglige og merkantile fag vil være en deltagerbetaling på 1.040 kr. pr. uge.

Forslaget indebærer også en bevilling på 7 mio. kro. årligt i 2024 og 2025 til en ny 2-årig forsøgsrunde med EUD 8/9, hvor unge i udskolingen får mulighed for at tage udvalgte valgfag på en erhvervsuddannelse.

Desuden er der for gymnasieområdet på finanslovsforslaget for 2024 afsat 24,6 mio. kr. i årene 2025-2027 til understøttelse af campusdannelse og 55,8 mio. kr. i årene 2025-2027 til pulje til kvalitetsudvikling mv. Begge bevillinger er afsat som følge af aftale om styrkede gymnasiale uddannelser fra 2016.

Pris- og lønreguleringer

Taksterne på FFL24 er generelt opskrevet med 4,4 pct. sammensat af en forventet stigning i det generelle pris- og lønindeks på 3,8 pct. og en niveaukorrektion på 0,6 pct. 

Bygningstaxametrene er opskrevet med 12,4 pct. sammensat af en forventet stigning i anlægsindekset på 3,8 pct. og en niveaukorrektion på 8,6 pct.

Diverse grundtilskud er stadig ikke omfattet af pl-regulering (se tabel 9, 10 11 og 13). Manglende pl-regulering af grundtilskuddene medfører en reduktion af købekraften for institutionernes faste tilskud, hvilket er en mangeårig indirekte besparelse. Den manglende pl-regulering rammer særligt de små institutioner, hvor grundtilskuddet udgør en større andel af den samlede omsætning, samt skoleoplæringscentrene.

Investeringsramme

På FFL24 er loftet for institutionernes samlede investeringer sat til 1.425,5 mio. kr. årligt i 2024 til 2027. Investeringsrammen på finansloven for 2023 var 1.268,2 mio. kr., og forskellen skyldes pl-regulering.

Ændringer i taksterne

Takstudviklingen er anskueliggjort i dokumentet, der kan downloades på siden. Nogle af de væsentligste udviklinger er de følgende.

Indkøbsbesparelser

Fællesudgiftstaksterne er også på FFL24 reduceret som konsekvens af Statens Indkøbsprogram (i år fase 17). For de enkelte uddannelser er reduktionerne som følger:

  • Erhvervsuddannelserne: 0,2 pct.
  • Erhvervsgymnasiale uddannelser: 0,3 pct.
  • Erhvervsrettet voksen- og efteruddannelse: 0,1 pct.
  • Almene gymnasiale uddannelser: 0,2 pct.
  • Højere forberedelseseksamen: 0,3 pct.

Reduktionen på fællesudgiftstaksterne for de erhvervsfaglige studentereksaminer (eux) er ikke oplyst fra ministeriet.

Fuldstændig afskaffelse af færdiggørelsestaxameteret på grundforløbet

I forbindelse med treparten om flere lærepladser og entydigt ansvar, blev det besluttet at afskaffe færdiggørelsestaxameteret fra 2023. Som følge af folketingsvalget og den midlertidige bevillingslov, var det ikke muligt rent lovteknisk at afskaffe færdiggørelsestaxameteret på grundforløbet fra 2023. Færdiggørelsestaxameteret på grundforløbet er derfor fuldt afskaffet på finanslovforslaget for 2024 og puljerne med tilskud for aftaler indgået under grundforløbet er forhøjet svarende til provenuet fra afskaffelsen.

Uddannelsesændringer på EUD

På finansloven for 2023 blev der finansieret ændringer på erhvervsuddannelserne via en reduktion af undervisningstaksterne på ungdomsuddannelser. På finanslovsforslaget for 2024 udgør reduktionen 0,1 pct. på undervisningstaksterne på ungdomsuddannelserne.

Bortfald af hidtidige tilskud

I finanslovsforslaget for 2024 er der lagt op til, at der bortfalder en række tilskud, som erhvervsskolerne har hidtil har modtaget. De væsentligste bevillingsbortfald i finanslovsforslaget er oplistet herunder.

Bortfald af bevillinger, som følge af VEU-treparten

Regeringen og arbejdsmarkedets parter blev i september 2022 enige om at forlænge VEU-trepartsaftalen fra 2017 med et år, så den også er gældende i 2023. Regeringen og arbejdsmarkedets parter har i 2023 lavet en ny VEU-trepartsaftale, og konsekvenserne af disse drøftelser vil blive indarbejdet på ændringsforslagene til finansloven for 2024.

Bortfald af en række særtilskud

I finanslovsforslaget for 2024 står en række hidtidige særtilskud til at bortfalde. Det drejer sig om særtilskud til erhvervsgymnasiale uddannelser, som i 2023 var på 2,1 mio. kr., særtilskud til almengymnasiale uddannelser, som i 2023 udgjorde 22,5 mio. kr. samt et særtilskud til offentlige udbydere af AMU på 10 mio. kr. i 2023. Derudover har der været en midlertidig forhøjelse på 0,5 mio. kr. per institution af udkantstilskud til institutioner med almengymnasiale uddannelser, som også står til at bortfalde i dette finanslovsforslag.

Klimaerhvervsskoler

Der er på finanslovsforslaget for 2024 afsat en reserve på 104,4 mio. kr. årligt i 2024-2027 til etablering af klimaerhvervsskoler, ligesom der var afsat 100 mio. kr. på finansloven for 2023.

I slutningen af november 2023 meldte regeringen ud, at man ville anmodet finansudvalget om at tilføre de 100 mio. kr., som er afsat i 2023, til et særtilskud til erhvervsuddannelser inden for teknologi, byggeri og transport samt landbrugsuddannelsen. Midlerne foreslås fordelt på baggrund af aktiviteten i 2022.

Reserve til FGU mv.

Som følge af Aftale om løft af FGU, VEU samt af ungdomsuddannelser i udkantsområder er der på FFL24 afsat 193,1 mio. kr. i 2024 og 172,3 mio. kr. årligt i 2025 og frem til et løft af FGU, VEU og ungdomsuddannelser i udkantsområder.

Den indgåede finanslovsaftale for 2024

Regeringen har sammen med SF, Danmarksdemokraterne, Liberal Alliance, Det Konservative Folkeparti, Radikale Venstre, Dansk Folkeparti, Alternativet og Nye Borgerlige indgået en finanslovsaftale for 2024. Aftalen indeholder en reserve på 5 mio. kr. i 2024 med henblik på at understøtte handelsgymnasier mv. i yderområderne, et driftstilskud til sekretariatet for Uddannelse for Bæredygtig Udvikling (UBU) og en pulje på 11 mio. kr. i 2024 og 15 mio. kr. i 2025 rettet mod gymnasiale uddannelser, til at understøtte udviklingen af pædagogiske og didaktiske tilgange til undervisning i bæredygtighed samt kompetenceløft for undervisere, der mangler værktøjerne til at undervise i bæredygtighed.

Desuden fremgår det af finanslovsaftalen, at regeringen vil fremlægge et forslag til en justering af taxameter- og tilskudssystemet. Der er afsat en reserve på 37 mio. kr. fra 2025 og frem til formålet.

Find tabeller over takstudviklingen i pdf-dokumentet, som kan downloades i toppen af siden.