Den Merkantile Dag

AI og de merkantile uddannelser i fokus på Den Merkantile Dag

Nyhed

I sidste uge afholdt vi sammen med HK og Dansk Erhverv konferencen Den Merkantile Dag, hvor vi satte fokus på nøgleemner inden for kunstig intelligens og fremtidens merkantile uddannelser. Der blev delt viden og vilde visioner for fremtiden, og det blev slået fast mere end én gang, at mennesker ikke kan undværes, hvis arbejdet med kunstig intelligens skal gøres klogt.

Professor Anders Søgaard fra Københavns Universitet indledte konferencen med at kaste lys over AI teknologiens historie og hvordan den teknologiske udvikling har ført os frem til de avancerede sprogmodeller som AI-teknologi udgøres af i dag. 

Thomas Geuken, ekspert i fremtidsforskning, udforskede AI's rolle i fremtidens merkantile arbejde og uddannelser. Han præsenterede scenarier, der påpegede, hvordan AI kan erstatte, forbedre og skabe nye job, og beskrev at de job, der forsvinder, ofte er de mindst menneskelige. De job der kommer til er mere menneske egnede. Thomas Geuken understregede behovet for at omfavne teknologierne og indføre en kultur af "re-skilling", hvor færdigheder konstant opdateres, hvor vi ikke forventer, at en enkelt uddannelse er tilstrækkelig hele livet. 

Erhvervslivets vinkel på AI

Thomas Grane, CIO hos Matas, delte konkrete eksempler på hvordan Matas anvender AI. AI er allerede en integreret del af kommunikationen med kunder og spiller også en afgørende rolle i at optimere interne processer og arbejdsgange. Bruges af AI stiller nye krav til medarbejdernes kompetencer, der hurtigt skal kunne tilpasse og udvikle sig fx er der opstået helt nye stillinger som 'promt'-engineers. I forhold til uddannelserne ser Thomas, at der fremadrettet vil blive behov for generel træning i anvendelse af AI-teknologier. Desuden vil dataetik og overholdelse af regler få større betydning ift. hvad kan vi, hvad må vi og hvad vil vi. Thomas afsluttede sit indlæg med sin vigtigste pointe, der understreger vigtigheden af at omfavne og forstå AI-teknologi som en vej til succes i moderne virksomheder: "AI vil ikke erstatte medarbejdere... Men medarbejdere, der forstår at bruge AI, vil erstatte medarbejdere, der IKKE forstår at bruge AI."

Thorbjørn Bekke-Hansen, Vice Precident i YouSee, indledte med et andet citat: "Kunstig intelligens er som elektricitet i gamle dage: Alle vil have det, men ingen ved helt, hvordan det virker." Med citatet vil Thorbjørn beskrive, at der er behov for at afmystificere og afdramatisere AI som disciplin. Fremtidens medarbejdere skal nemlig ikke kunne hardcore kodning, men først og fremmest vide hvordan mennesker taler, skriver og vil serviceres. Uden forståelsen af menneskelig kundeservice kan fremtidens AI-arkitekter ikke bygge de conversation flows, der skal til for at virksomhedernes bots kan betjene rigtige mennesker. Derfor er den ideelle kandidat til et arbejde hos YouSee en person, der både har kommunikationskompetencer, erfaring med kundeservice og teknisk forståelse - hvilket uddannelserne gerne må tale ind i, lød det fra scenen.

Stemningsbilleder fra Den Merkantile Dag som blev afholdt i Børssalen hos Dansk Erhverv. 

Det Menneskelige i Det Merkantile

Digitaliseringsminister og minister for ligestilling, Marie Bjerre, deltog med et oplæg om vigtigheden af at være på forkant og ikke på bagkant ift. digitalisering og ift. at få udnyttet AI's fulde potentiale. Hun påpegede desuden, at digitalisering ikke mindsker behovet for det menneskelige og relationelle, men derimod frigiver tid til det. 

I debat med Brian Mikkelsen, adm. direktør i Dansk Erhverv, Mads Nygaard, adm. direktør i Louis Nielsen, og Lucas Westphal, formand for Landssammenslutningen af Handelsskolelever, debatterede ministeren vigtigheden af det menneskelige aspekt i en digital verden og opfordrede til, at uddannelsessektoren i højere grad arbejder praksisfagligt med kunstig intelligens, men på en måde hvor digital dannelse indgår. Brian Mikkelsen understregede at behovet for en blanding af merkantile og it-kompetencer kun vokser og Mads Nygaard fra Louis Nielsen understregede, at selvom AI vil spille en stadig større rolle i fremtiden, vil det menneskelige element aldrig forsvinde eller blive nedprioriteret i detailbranchen. Lucas Westphal, formand for Landssammenslutningen for Handelsskolelever, kom med et opråb til politikerne: praksisfaglighed skal ind i uddannelserne NU!

Den Merkantile Dag satte fokus på den afgørende rolle, som kunstig intelligens spiller og udforskede udfordringer og muligheder. Tak til alle deltagere, debattører og oplægsholdere for en inspirerende og tankevækkende dag, hvor det blev skitseret at teknologi og menneskelig indsigt går hånd i hånd - også i morgendagens erhvervsliv og på de merkantile uddannelser. 


Sideløbende med Den Merkantile Dag blev der afholdt finale i DM i Erhvervscase for HHX-elever, hvor Kristine Jensen, Louise Hansen og Malene Bjerg fra Det Blå Gymnasium på Vestfyn blev danmarksmestre. Læs mere om kåringen af vinderne her: 

Vindere DM i Erhvervscase 2023
Pressemeddelelse

Elever fra HHX-gymnasier i hele landet konkurrerede i dag om at blive kåret som landets mest talentfulde, da der blev afholdt finale i...

Kontakt

Mette Bryde Nielsen

Mette Bryde Nielsen

Kommunikationskonsulent