Skole, bygning

Campus er vejen til bæredygtige uddannelser i hele landet

Debat

I oktober måned præsenterede Danske Regioner et udspil, der skal gøre det lettere at samle ungdomsuddannelser i campusser ved at fjerne barrierer for samarbejde.

Indlæg af: Ole Heinager, formand for Danske Erhvervsskoler og -Gymnasier – Lederne, og Lars Goldschmidt, næstformand for Danske Erhvervsskoler og -Gymnasier – Bestyrelserne.

I oktober måned præsenterede Danske Regioner et udspil, der skal gøre det lettere at samle ungdomsuddannelser i campusser ved at fjerne barrierer for samarbejde.

Baggrunden for udspillet er, at en lang række erhvervsskoler og gymnasier i yderområder er truet af lukning. Modgiften, der skal sikre unges uddannelsesmuligheder i hele landet, er at samle uddannelser i campusser, hvor erhvervsskoler, gymnasier og eventuelt andre uddannelser ligger tæt sammen og arbejder sammen.

Vi er enige i udspillet og har selv lagt vægt på behovetVi kan ikke se bort fra, at ungdomsårgangene fortsætter med at falde de næste 10 år. Det vil helt åbenlyst medføre store udfordringer med at opretholde et elevgrundlag mange steder.

Hvis ikke politikerne begynder at handle på denne udvikling og sikrer, at vilkårene understøtter en tilpasning i udbudslandskabet, så vil vi se skoler, der lukker og uddannelsestilbud, der forsvinder.

Det vil ikke kun ramme de unge og deres muligheder for at vælge et bredt udsnit af ungdomsuddannelser i nærheden af deres bopæl. Det vil også udfordre udbuddet af opkvalificering, efteruddannelse og erhvervsuddannelser for voksne.

Har vi råd til det?

At slå sig sammen i et campus kan opretholde udbud og samtidig skabe attraktive og bæredygtige uddannelsesmiljøer. Det kan give grobund for samarbejde og synergier til gavn og glæde for både skoler og elever. For eksempel i form af undervisere, der kan undervise på flere uddannelser samt sociale og faglige fællesskaber på tværs af uddannelser.

Det kan også give bedre muligheder for at gribe elever, der er landet på en skæv hylde, og hjælpe dem videre i en uddannelse, hvor de trives bedre. Oveni ser vi det som en fordel, når elever fra forskellige uddannelser møder hinanden og har et fællesskab. Det nedbryder fordomme, der gavner både arbejdspladserne og samfundet.

For nogle vil det fulde samarbejde i form af fusioner være den bedste løsning. For andre vil det være et forpligtende samarbejde. Vi tror dog på, at det at gå fra ”vi og dem” til ”os”, nedbryder siloer og gavner vores opgave med at skabe spændende, attraktive og solide uddannelser. Men det kræver, at der udarbejdes en ny institutionslov, der gør det både muligt, lettere og mere attraktivt at fusionere.

I dag bortfalder et eller flere grundtilskud efter en fireårig overgangsperiode, når institutioner fusionerer. Det giver færre midler at drive skole for.  En fusion er i forvejen en kostbar affære – det bør man ikke straffes for.

Derudover er det vigtigt, at der sikres en harmonisering af de økonomiske vilkår, såsom samme taxameter for samme fag og samme udkantstaxameter for samme placering. Men også en harmonisering i kravene til undervisernes faglige kompetencer og erfaring.

Bestyrelserne i fusionerede skoler bør efter vores mening afspejle skolens uddannelsesudbud. På erhvervsskolerne sidder arbejdsmarkedets parter i form af repræsentanter fra lokale virksomheder. Det giver lokalt kendskab og lydhørhed over for lokalsamfundets behov, som vi mener er vigtigt for institutionernes virke. Det må vi ikke gå væk fra.

Sidst, men ikke mindst, kaster vi en bold til regionerne. Transport er væsentligt, så tak for jeres nyeste indspil, der sætter fokus på alle unges vilkår og transportmuligheder til uddannelse. Det er afgørende, at der kontinuerligt er fokus på at sikre en sammenhæng, der giver alle gode muligheder for kortest mulig vej til uddannelse med offentlig transport.