Statsministerens åbningstale 2023

DEG byder statsministerens planer om en mere praktisk folkeskole velkommen

Nyhed

På dagen for Folketingets åbning sagde statsminister Mette Frederiksen fra talerstolen, at regeringen vil skabe en mere rummelig folkeskole med plads til alle blandt andet ved at gøre skoledagen mere praktisk. Erhvervsskolerne rækker hånden ud til samarbejde.

Folkeskolen skal rumme flere - både dem, der har brug for ro og fordybelse, men også dem, der savner en mere praktisk skoledag. Regeringen vil skære i læringsmålene og give større frihed til lærerne til at lave god og varieret undervisning, samt sikre et mere praktisk indhold i folkeskolens fag. Derudover vil regeringen give skoletrætte elever mulighed for at komme ud på f.eks. en virksomhed en dag om ugen eller to i mesterlære.

I Danske Erhvervsskoler og -Gymnasier bakker vi op om de målsætninger. Den praksisnære pædagogik og didaktik med fokus på materialer, metodelære og det sanselige i det man lærer, er vigtige parametre for såvel den stærke og den udfordrede elev. Eleverne får derigennem en fornemmelse af egne evner samt hvad eleven trives bedst med, hvilket er afgørende når eleven skal vælge uddannelsesretning efter grundskolen.

- Nogle lærer bedre ved at skabe noget og se, hvordan det, de lærer, kan bruges. Det kender vi også fra hverdagen på erhvervsskolerne. Praksisfaglighed er absolut nødvendigt for nogen, men godt for alle. Derfor er vi rigtig glade for, at statsministeren i dag sætter ord på, hvordan regeringen vil gøre folkeskolen mere praktisk, siger Ole Heinager, formand for Danske Erhvervsskoler og -Gymnasier – Lederne.

Praksisfaglighed udfolder elevernes muligheder for at opdage at de kan have talent for noget praksisfagligt og deres interesser bliver bredere.

- Hvordan ved du, at du vil kunne blive en hamrende dygtig industritekniker, butiksassistent eller receptionist, hvis du aldrig er blevet introduceret for faget eller har prøvet dine evner af, spørger Ole Heinager.

Man skal kende til det man laver på en erhvervsuddannelse for at kunne vælge det som uddannelsesvej og se for sig, hvilke job en erhvervsuddannelse fører til. Derfor bør det smitte af på erhvervsuddannelsernes optag, når de fag og den pædagogik samt didaktik, der er på erhvervsskolerne, bliver en eleverne kender allerede fra folkeskolen. 

- Vi ser et stort potentiale i en mere praktisk folkeskole og stiller os til rådighed for folkeskoler, som har lyst til at gøre brug af vores faglærere, værksteder og lokaler. Vi deler også gerne vores erfaringer med at skabe en mere varieret, aktiv og praksisrettet skoledag både med politikere og de praktikere, som skal implementere det i folkeskolen, tilføjer Ole Heinager.