Ole og Brian

Der er mere end nogensinde brug for handelstalenter

Debat

Vi lever i en historisk tid med hastig teknologisk udvikling, hvor introduktionen af kunstig intelligens har potentiale til at revolutionere måden vi arbejder på. Men hvilke krav kommer det til at stille til medarbejdernes kompetencer?

Af: Brian Mikkelsen, adm. direktør, Dansk Erhverv, og Ole Heinager, formand, Danske Erhvervsskoler og Gymnasier – Lederne

Kunstig intelligens kan jo ikke erstatte de menneskelige egenskaber, som netop er med til at sikre Danmark en førerposition som handelsnation. Vi har brug for handelstalenter, måske i højere grad end nogensinde før. For mens teknologier kan tilføje værdi på mange områder, kan det ikke erstatte de menneskelige egenskaber, som er forudsætningen for succes.

Kunstige intelligens kan analysere data og generere indsigt, som kan være en styrke, hvis man formår at bruge det rigtigt, men den kan ikke indfange nuancerne i menneskelig kommunikation, empati og individuelle præferencer.

Komplekse beslutninger, der kræver en menneskelig og skønsmæssig vurdering, er et vigtigt aspekt. Etisk afvejning, følsomme situationer og kreative løsninger kræver en menneskelig indsigt, der går ud over teknologiers evne til at analysere data og mønstre. Den menneskelige evne til at tage højde for kontekst, kultur og individuelle behov kan ikke erstattes.

I stedet for at se teknologien som en trussel, bør vi betragte udviklingen af kunstig intelligens som en allieret, der kan forbedre både effektivitet og samspil mellem virksomheder og kunder, og dermed kvalificere det grundlag en virksomhed er bygget på.

Ingen af os kender fremtiden. Faktum er, at den teknologiske udvikling og kunstig intelligens vinder indpas i alle brancher. Derfor er det vigtigt, at vi alle sammen tager drøftelsen om, hvad det betyder for os hver især, herunder for den branche og det område vi opererer i.

Og det er netop det vi har gjort i dag, da Dansk Erhverv sammen med Danske Erhvervsskoler og -Gymnasier og HK afholdte konference om betydningen af kunstig intelligens for dem som arbejder og uddanner sig inden for kontor, handel og detail.

Dagen demonstrerede, at kunstig intelligens netop ikke kan erstatte handelstalenter. Det budskab leverede vi blandt andre til digitaliseringsminister og minister for ligestilling, Marie Bjerre, da vi sammen drøftede hvilke kompetencer, der bliver afgørende i fremtiden.

Det var og er en diskussion, som er dybt nødvendig at tage. For Danmark er en lille, åben økonomi i en globaliseret verden, og vi skal i dén grad være med på AI-noderne, hvis vi fortsat skal gøre os gældende som en stor handelsnation. Verden ændrer sig, og vi skal følge med. Sådan har det altid været, og sådan vil det altid være. Udvikling er ikke en farlig trussel. Det er en spændende mulighed.

Samtidig og sideløbende med konferencen blev der afholdt DM for elever på handelsgymnasiet, HHX, som konkurrerede i at fremsætte den bedste forretningsidé for årets virksomhedscase, optikerkæden Louis Nielsen.

DM i Erhvervscase viser på bedste vis, hvilke kompetencer eleverne får med fra handelsgymnasiet. En uddannelse som flere og flere unge vælger til. Uddannelsen hyldes og markeres i dag, fordi det er en ungdomsuddannelse, der fortjener at blive anerkendt som en vigtig og god vej mod en succesfuld karriere.

Med en bred vifte af faglige kompetencer og praktiske erfaringer giver uddannelsen eleverne en stærk platform til at navigere i nutidens komplekse forretningsmiljø. HHX dækker alt fra økonomi, markedsføring, ledelse og innovation til international handel. Som en alsidig uddannelse giver den eleverne en dyb forståelse af erhvervslivet som helhed i en verden, der bliver stadig mere sammenkoblet og teknologisk.

I dag var vi være vidner til, hvordan uddannelsen forbereder HHX-eleverne til at anvende deres teoretiske viden i virkelige scenarier, håndtere virkelige udfordringer og tage beslutninger baseret på analyser og praktisk erfaring.

Vi glæder os over at se, alt det fremtidens handelstalenter byder på, når de som i dag præsenterer vellavede analyser og kreative, innovative ideer til, hvordan årets virksomhedscase kan udvide deres forretning.

Vi gik igen i år klogere fra konkurrencen og imponerede over den idérigdom og det forarbejde, der ligger til grund for elevernes forretningsstrategier. Hvem ved, måske bliver idéerne til virkelighed?

En ting er sikkert: Deres kompetencer er efterspurgte, og vi er glade for på en dag som i dag at drøfte præcis, hvordan vi kan sikre, at de merkantile uddannelser udvikler sig i takt med den teknologiske udvikling, udbredelsen af kunstig intelligens og efterspørgslen på kompetencer.