Lærlingeoprøret vinder M. Rasmussens Mindepris 2023

Det var en flok begejstrede og stolte lærlinge, som onsdag den 26. april modtog Overlærer M. Rasmussens mindepris for deres store indsats ift. at gøre opmærksomme på erhvervsuddannelsernes udfordringer og vigtighed.

Lærlingeoprøret modtager Overlærer M. Rasmussens Mindepris 2023

Nyhed

Lærlingeoprøret modtager Overlærer M. Rasmussens Mindepris 2023 for deres store indsats for at sætte fokus på erhvervsuddannelserne, og for at skabe en debat om, hvordan udfordringerne kan løses.

Lærlingeoprøret modtager, ifølge Mindefondens bestyrelse, prisen for deres store og engagerede indsats ift. at gøre opmærksomme på erhvervsuddannelserne udfordringer og vigtighed. En indsats som også er blevet bemærket og beskrevet vidt og bredt blandt interesseorganisationer, politikere og medier.

Med aktioner, borgerforslag og en underskriftindsamling har lærlingeoprøret, med udgangspunkt i deres faglige stolthed, sat fokus på behovet for ordentligt værktøj, bedre lærere samt tidssvarende teknologi på landets erhvervsskoler. Derudover har de arbejdet for, at   erhvervsuddannelserne skal have den samme anerkendelse som de gymnasiale uddannelser. Slutteligt har de beredvilligt stillet sig til rådighed for medierne, som skolernes ”kunder (elever og lærlinge)” for derigennem at gøre opmærksomme på udfordringer set inde fra. Det er bl.a. takket være deres store dedikation, at erhvervsuddannelserne er rykket et trin højere op på den politiske dagsorden. 

For den indsats modtager Lærlingeoprøret Overlærer M. Rasmussens mindepris, som udgør et check på 25.000 kr. samt en stor anerkendelse fra Mindefondens Bestyrelse.

Prisen blev overrakt onsdag den 26. april ifm. Danske Erhvervsskoler og -Gymnasiers årsmøde. Fra Lærlingeoprøret var det Carl Emil, Mathias, Malik, Amanda, Oliver og Julie, som stolt kunne gå på scenen og modtage den flotte pris.

Om Overlærer M. Rasmussens Mindepris

Overlærer M. Rasmussens Mindepris blev stiftet i 1943 for at ære overlærer M. Rasmussens lange virksomhed for skolernes vel. Prisen er blevet uddelt siden 1946 til en eller flere personer, der har gjort sig bemærket og anerkendt inden for erhvervsskoleverdenen.

Lærlingeoprøret bliver den sidste modtager af mindeprisen, for fra og med 2024 opretter DEG en helt ny erhvervsuddannelsespris under navnet ”Danske Erhvervsskoler og -Gymnasiers Uddannelsespris”. Denne afløser Mindeprisen, som fortsat vil blive uddelt én gang årligt ifm. DEG´s årsmøde.

Kontakt

Billede af næstformand for DEG-B, Kasper Palm

Kasper Palm

Næstformand Danske Erhvervsskoler og -Gymnasier - Bestyrelserne