Ole portræt, presse

Ole Heinager takker af som formand

Pressemeddelelse

Ole Heinager genopstiller ikke som formand for DEG-L, når formandsposten er på valg den 24. april 2024. Formandskolleger i DEG takker for Oles dedikation og vedholdende indsats.

Efter seks år på formandsposten har Ole Heinager besluttet ikke at genopstille som formand for lederforeningen i Danske Erhvervsskoler og -Gymnasier (DEG-L). Stafetten skal nu gives videre til nye kræfter, mens Ole Heinager fremover vil dedikere sin tid og energi til sin familie og NEXT Uddannelse København, som han til dagligt er direktør for.

Foreningen og sektoren står solidt

Det er særligt det brede samarbejde med medlemmer, parter og det politiske system, Ole Heinager vil savne ved at stå i spidsen for foreningen. Men arbejdet for at forbedre vilkårene for de erhvervsrettede uddannelser er ikke slut. Det fortsætter fra direktørstolen på NEXT.

- Det har været nogle spændende år, hvor vi i foreningen har haft en stor opgave med at løfte de erhvervsrettede uddannelser - ofte i stærk modvind. Jeg mener, at vi nu står på et nyt og solidt sted som forening og som sektor, hvor vigtigheden af de erhvervsrettede uddannelser for alvor har fået politisk fokus med den nye regering og undervisningsminister Mattias Tesfaye. Derfor føles det også som det rigtige tidspunkt at overlade formandsposten til nye kræfter, siger Ole Heinager, der takker både sekretariatet og formandskaberne hos DEG for et godt samarbejde.

Fra både næstformand i DEG-L, Rikke Christoffersen, samt fra formand og næstformand i DEG-B, Kasper Palm og Lars Goldschmidt, lyder der en stor tak til Ole Heinager for hans dedikerede indsats.

- Vi vil takke Ole for det store og vedholdende arbejde, han har gjort, som formand de sidste seks år. Ole er gået forrest og har holdt fanen højt i en svær tid med bl.a. omprioriteringsbidrag, corona-pandemi og elevfordeling, efterfulgt af et år med inflation og høje energipriser.

- Ole har også i stærkt samarbejde med de øvrige medlemmer af DEGs bestyrelser og formandskaber samt stærke alliancer fået sat de erhvervsrettede uddannelser højt på dagsordenen med et klart aftryk i SMV-regeringsgrundlaget med det resultat, at der for første gang i meget lang tid er afsat penge til sektoren. Ole har altid udvist stor dedikation som formand og for de emner, han brænder for. Han har blandt andet været en vigtig drivkraft i foreningens arbejde med AI og teknologi. Det skal han have en stor tak for. Vi ser frem til at fortsætte samarbejdet med Ole som del af direktørkredsen.

Store projekter på NEXT kræver fuldt fokus

På NEXT venter der de kommende år en række store opgaver, bl.a. i form af en netop offentliggjort fusion mellem to gymnasier på Københavns vestegn, samt et helt nyt campusbyggeri på Nørrebro i København.

- Meget af min tid har været afsat til posten som formand for DEG-L, men idet NEXT nu står over for en række store og spændende projekter, kræver det, at jeg har mit fulde fokus herpå. Jeg glæder mig ligeledes til mere tid med familien.

Ole Heinager fortsætter på posten frem til repræsentantskabsmødet i DEG-L den 24. april, hvor både formandsposten og pladsen i bestyrelsen er på valg.

I anledning af, at Ole går af som formand, inviterer DEG til reception torsdag den 2. maj kl. 14.00-16.00 i København. Tilmelding til reception for Ole Heinager.

Kontakt

Kitte Verup

Kitte Laurine Verup

Pressechef