Fotograf, video, elev

Student til projekt om klimavirksomheder og ungdomsuddannelser

Personale

Danske Erhvervsskoler og -Gymnasier (DEG) søger en studentermedhjælper til et projekt, der skal styrke unges viden og motivation for at arbejde med klimaløsninger, både på deres ungdomsuddannelse og senere i deres karriere. Erhvervsskolerne har brug for gode virksomhedscases, der kan illustrere, hvordan man konkret arbejder med klimaløsninger i erhvervslivet. Det skal du hjælpe med at skabe.

Som studentermedhjælper skal du, gennem videoproduktion, være med til at vise, hvordan danske virksomheder arbejder med klima som en del af deres forretningsgrundlag. Det kan være alt fra produktionsvirksomheder til hotelkæder, startups eller veletablerede virksomheder, der er i gang med at skabe klimareduktioner i virksomhedens produktlinje eller service. Se eksempler på videoer om klimavirksomheder her.

Vi skal besøge 5 klimavirksomheder sammen med undervisere og lave videointerviews, der skal bruges i undervisningen på erhvervsuddannelserne og på de erhvervsgymnasiale uddannelser (hhx og htx).

I jobbet skal du hjælpe med både at filme og redigere videointerviews og få de 5 besøg til at blive en god oplevelse både for virksomheden, der åbner dørene for os og for de undervisere, der skal være med. Herudover skal du være med til at udvælge og koordinere virksomhedsbesøgene, så der vil også være research og praktiske opgaver i jobbet.

Din profil

Vi forestiller os, at du er i starten af en videregående uddannelse og har lidt erfaring med at producere og redigere video. Du behøver ikke at have erfaring med professionelle redigeringsprogrammer, men måske laver du små videoindslag til sociale medier eller vlogs til Youtube i din fritid. Vigtigst er, at du synes, det er sjovt at lave videoer og er klar på at blive god til at bruge redigeringsprogrammet Adobe Premiere Pro. Du skal ligeledes have lyst til at finde de gode fortællinger om grøn omstilling i virksomheder, så de fanger elever på ungdomsuddannelserne.

Det er vigtigt, at du er struktureret, udadvendt og med interesse for klima- og bæredygtighed og hvordan unge kan tage del i den grønne omstilling.

Som studentermedhjælper vil du arbejde sammen med en projektleder, og du bliver en del af sekretariatets analyseteam. Du bliver en del af et dedikeret sekretariat med engagerede og fagligt stærke medarbejdere, som brænder for uddannelsespolitik og for at sikre gode rammer for erhvervsskolernes elever og kursister.

Ansøgning

Projektet kører i perioden 1/8-2022 til 31/12-2023. Stillingen er ca. 15 timer om ugen. Du skal forvente rejseaktivitet, da klimavirksomhederne skal besøges. Vi er fleksible ift. perioder, hvor du har eksamener mv.

DEG ønsker at fremme ligestilling og mangfoldighed. Vi opfordrer derfor alle kvalificerede til at søge stillingen.

Er jobbet noget for sig, så os en kort beskrivelse af, hvad der motiverer dig til at søge jobbet, et CV og gerne et link til en video, du har været med til at lave til info@deg.dk senest den 15. august 2023. Mærk ansøgningen: Student til klimaprojekt i DEG.

Vi tilbyder en attraktiv arbejdsplads i centrum af København med gode kollegaer, fleksible arbejdstider, massageordning, yoga m.m. Du får nye kollegaer, som sætter det sociale højt, og der arrangeres løbende forskellige personalearrangementer. Hvis du vil høre mere om stillingen, kan du kontakte chefkonsulent Stine Sund Hald på tlf. 28 89 06 02.

Om Danske Erhvervsskoler og -Gymnasier

DEG er en interesseorganisation, hvis hovedfokus er at sikre bedst mulige rammer for, at erhvervsskoler over hele landet kan levere kvalitetsuddannelser. DEG er en central spiller på ungdomsuddannelses- samt voksen- og efteruddannelsesområdet og fungerer som omdrejningspunkt for medlemskredsen ift. den politiske interessevaretagelse for erhvervsskolesektoren. DEG har 72 medlemsskoler, der udbyder eud, hhx, htx, stx, og VEU. Læs mere om os på www.deg.dk.