FM

Uddannelse i fokus på årets folkemøde

Folkemøde

Danske Erhvervsskoler og -Gymnasier var på Folkemødet for at få nye perspektiver på alt om unge, uddannelse og arbejdsmarked med hjem. Her har vi samlet et overblik over nogle af de pointer og politiske budskaber, som kom frem i de debatter, repræsentanter fra DEG deltog i.

Er der et fællesskab for mig?

Folkemøde

Vi startede folkemødets første dag ud med at spørge: Er der et fællesskab for mig? Et skarpt panel og unge blandt publikum delte erfaringer og bud på, hvorfor det er vigtigt at indgå i fællesskaber. Præstation, forventninger og pres skal afløses af plads og tid til at være i forpligtende fælleskaber, for så kommer præstationerne helt af sig selv.

"De mange fremdriftsreformer, hvor de unge skal igennem uddannelsessystemet så hurtigt som muligt, bærer en del af skylden for at flere unge mistrives. Det faglige velvære og det sociale hænger sammen", sagde Ole Heinager.

Trivselskrisen løst på 45 minutter

DEA debat, Ole

Næste mål var at løse trivselskrisen på 45. minutter sammen med DEA, Danske Gymnasier, Red Barnet og elever fra EEO og DGS. Panelet var enige om, at alle unge skal have nogen at række ud til for hjælp, hvilket kalder på politisk prioritering af ressourcer til støtte, vejledning, afbureaukratisering og inddragelse af dem, som har det svært. 

Fleksible uddannelsesveje

SF debat, Ole

Senere på dagen stillede SF spørgsmålet: Hvordan skaber vi fleksible uddannelsesveje, så flere kan se sig selv i vores uddannelser? Ole Heinager, formand for DEG-L, sagde, at det ligger lige til højrebenet at udvide rammerne for GF+ forløbet på eud, så de elever der har brug for det, kan få mere tid til deres uddannelse.

Flere i efteruddannelse

FM

Hvordan får vi flere med på efteruddannelsestoget? Kasper Palm, formand for DEG-B, kom med en klar opfordring: det skal være meget lettere for medarbejdere at tage efteruddannelse, det går ikke, at “noget af det mest komplicerede i verden er at finde et efteruddannelseskursus og booke det. Det er lettere at købe 14 dages ferie til Mallorca”, sagde Kasper.

Hvorfor går mange studenter i stå?

Lars G

Hver sjette student uddanner sig ikke videre. Hvordan kan vi hjælpe dem tilbage på sporet? Det var næstformand i DEG-B, Lars Goldschmidt, med til at finde svar på og nævnte, at "Den bedste vejledning er positive erfaringer". Ting skal prøves af. Et godt fritidsjob kan åbne døre og verdener, man slet ikke kendte til på forhånd. 

Flere faglærte til den grønne omstilling

FM

Vi skal tale uddannelserne, løn og de fede faglærte jobmuligheder op, men strukturerne i erhvervsskolesystemet skal også ændres, så de taler mere til eleverne. Sådan lød svarerene blandt andet på spørgsmålet: Hvordan inspirerer vi flere unge til at vælge en erhvervsuddannelse? Og så skal vi væk fra fortællingen om, at Danmark udelukkende er et videnssamfund. Vi har brug for de faglærte - og mange af dem - hvis den grønne omstilling skal blive til noget. Thomas Skriver Jensen, erhvervsuddannelsesordfører i Socialdemokratiet, sagde desuden til Ole Heinager "Vi politikere har jo lovet, at der kommer penge, og der vil jeg allerhelst, at vi kommer til at tale milliarder ikke millioner". 

Fredag

Fredag morgen sagde statsminister Mette Frederiksen på FH's scene, at regeringen skal være klar til at prioritere erhvervsuddannelserne med kroner og ører. 

Hvordan mindsker vi frafaldet på erhvervsuddannelserne?

FM

Der er ikke en entydig årsag til frafald på eud, men det handler om alt fra fællesskaber, strukturer, overgange, mangfoldighed af elever, uddannelser og brancher i “en boks”. Sammen med VIVE satte Astrid Carøe, Julie Kølskov Madsen, Signe Philip og Ole Heinager fokus på løsningerne - hvor blandt andet fleksibilitet, tid og superundervisere blev nævnt.

Er lyset for de lærde blot?

FM

Gymnasieskolernes Lærerforening havde på Folkemødets anden dag inviteret til debat om øget adgangskrav til gymnasiet. Noget som SVM-regeringen lige nu overvejer. Rikke Christoffersen repræsenterede lederne fra erhvervsskolerne, som ønsker et ”5-tal uden dikkedarer”. Rikke Christoffersen sagde: ”Det er ikke en katastrofe, hvis man ikke kommer på gymnasiet. Det er et problem, hvis der ikke er stærke alternativer, og derfor skal vi forbedre kvaliteten af erhvervsuddannelserne. Der er behov for at investere i lærerkompetencer og udstyr".

Vilde ideer til flere faglærte

FM

Thomas Skriver Jensen, Ole Heinager, Freja Elmer og Oliver Gabrielsen skulle sammen med et oplagt publikum komme med vilde ideer til, hvordan vi skaffer flere faglærte. Nogle af de forslag, der kom på bordet, som publikum stemte for, var 1) Obligatorisk erhvervspraktik til alle. 2) Tale mindre om erhvervsuddannelser under en samlet betegnelse og i stedet tale om det særlige ved hvert enkelt af de 101 uddannelser. 3) Praksisfaglighed skal ind i alle fag i folkeskolen. 4) Alle folkeskoleelever skal møde rollemodeller som Freja. De skal se, opleve og høre, hvad det vil sige at tage en erhvervsuddannelse. Thomas Skriver Jensen havde desuden et andet budskab med: Der er politisk vilje til at investere, der kommer penge på bordet, og står det til Thomas, skal vi tale begynde at tale milliarder fremfor millioner!

Mangler du en håndværker? Det gør vi også!

FM

Lars Michael Madsen, formand for VEU-udvalget, sagde at det er nødvendigt, at svaret på spørgsmålet nuanceres, så vi ikke kun fokuserer på de unge, men også på de voksne og fremhævede AMU/VEU som en del af løsningen for den voksne målgruppe. Der findes et uforløst uddannelsespotentiale i at skabe større sammenhæng mellem AMU/VEU og erhvervsuddannelsessystemet. AMU/VEU bør benyttes som ”byggeklodser” ind i erhvervsuddannelsessystemet, så man kan ”spise elefanten i bidder” og det almene VEU skal i højere grad samtænkes med fagfaglige forløb i AMU. På denne måde kan man via korte AMU-forløb gennem et arbejdsliv blive faglært, lød Lars Michael Madsens pointe.

De kloge hænder taler

FM

Elever fra forskellige erhvervsuddannelser kom med ideer til, hvordan bæredygtighed kan komme til at spille en større rolle på erhvervsuddannelserne. Et lytterpanel bestående af dem, der kan gøre noget for at få det grønne ind i uddannelserne, lyttede og kommenterede elevernes forslag. Eleverne foreslog bl.a. mere genbrug af materialer, bedre affaldssortering, inspirerende gæstelærere, fokus på madspild og bedre samspil mellem faggrupper. Dertil pegede Rikke Christoffersen, næstformand i DEG-L, på, at der er brug for efteruddannelse af lærerne, undervisningsbeskrivelser der har det grønne element med og mere tid til at elever kan komme på virksomhedsbesøg hos dem, som kan inspirere til grøn handling. 

Kontakt

Mette Bryde Nielsen

Mette Bryde Nielsen

Kommunikationskonsulent