Vi skal stille klare krav til at komme i gymnasiet

Indlæg af: Rikke Christoffersen, næstformand, Danske Erhvervsskoler og -Gymnasier – Lederne og
Niels Yde, formand, Gymnasieudvalget, Danske Erhvervsskoler og -Gymnasier - Lederne

Debatten om adgangen til gymnasiet har ofte fokuseret på idéen om, at alle bør have muligheden for at gå i gymnasiet. Men tendensen er, at flere unge hverken er blevet færdige eller er i gang med en kompetencegivende uddannelse fem år efter studentereksamen. Gruppen af ufaglærte studenter under 30 år er vokset med 10.000 på bare otte år og tæller i dag 25.000, viser ny analyse fra AE-Rådet.

Vi vover påstanden, at det hverken er elevernes eller gymnasiernes tarv, når elever, der burde have været vejledt i en anden retning, lander i gymnasiet. Mange forældre og unge anser gymnasiet som den eneste rigtige vej at gå. Og vi er enige i, at gymnasiet er en solid og god ungdomsuddannelse – bare ikke for alle. Jo lavere grundskolekarakterer eleverne kommer med fra folkeskolens afgangsprøve, jo mere fravær og jo større risiko for at mistrives og falde fra*.

Derfor mener vi, at det er okay at sige, at gymnasiet ikke er for alle, men at der er behov for at indføre et tydeligt adgangskrav på et rent 5-tal til de treårige gymnasiale uddannelser (som i dag), men uden undtagelser og dispensationsmuligheder.

Et klart adgangskrav vil give en mere gennemsigtig og enkel adgangsprocedure, der skaber vished hos både elever og forældre. I dag giver de mange dispensationsmuligheder alt for meget uklarhed, hvor nogle først efter sommerferien ved, om de kan blive optaget på gymnasiet.

Vi mener, at man samtidig bør revurdere studieretningerne og antallet af A-niveauer. Analyser viser, at der er stor forskel på, hvordan elever klarer sig videre frem, afhængig af hvilken studieretning de har taget. Eksempelvis er der ingen argumenter for at reducere indtaget på studieretninger med matematik på A-niveau, mens det på andre studieretninger ser meget anderledes ud. Ligeledes vil antallet af A-fag understøtte, at eleverne har den nødvendige akademiske kapacitet til at tackle kravene på en videregående uddannelse. Og dermed også, at flere også bruger deres studenterhue til at læse videre.

Når vi så gør det sværere at gå i gymnasiet, kan man spørge sig selv, hvorfor vi ikke foreslår at hæve adgangskravet yderligere? Vores svar er, at det kræver motivation og vilje at gennemføre en hvilken som helst ungdomsuddannelse – også mere end man kan måle i et gennemsnit på 5, 6 eller 7. Derfor mener vi, at det skal være op til de unge at vurdere, om de virkelig er klar på den boglighed gymnasiet tilbyder, så også unge, der kommer fra uddannelsesfremmede hjem, har mulighed for at gøre sig til mønsterbrydere. 

Og hvad så med dem, der ikke kan komme på gymnasiet? Uddannelse handler ikke kun om at opnå højere karakterer eller eksamenspapirer. Det handler også om personlig udvikling, selvopdagelse og udvikling af vigtige færdigheder såsom kreativitet, samarbejde og problemløsning. Nogle elever er mere praktisk orienterede og har en stærk interesse for håndværksfag, kunst eller tekniske færdigheder.

Begrænser vi adgangen til gymnasiet, skal vi samtidig sørge for, at der er alternative ungdomsuddannelser, der er mindst lige så attraktive. Her kunne reformkommissionens forslag om en højere praktisk eksamen (HPX) være det alternativ, der mangler i uddannelseslandskabet.

HPX er tænkt som en 2-årig ungdomsuddannelse, der både har et bogligt og praktisk sigte, et spændende ungdomsmiljø med fællesskaber og en fleksibilitet i forhold til hvad man vil efter HPX’en. Det tror vi vil appellere til mange unge, der vil noget andet end den akademisering gymnasiet tilbyder. Og som kan være til at sikre, at mangfoldigheden af talenter, evner og interesser fremmes. Derudover er det vigtigt, at HPX’en holder så mange døre åbne som muligt, og at de veje og muligheder er tydelige.

Det er med andre ord ikke et problem, at alle ikke kan komme i gymnasiet. Men det er et problem, hvis vi ikke har et samlet uddannelseslandskab med stærke alternativer, der giver eleverne mulighed for at udforske deres evner og interesser, og som i sidste ende betyder, at langt flere motiveres til at gennemføre en kompetencegivende uddannelse.