Frisør elev sætter hår

Regeringen på vej med investeringer i erhvervsuddannelserne

Nyhed

Socialdemokratiet har i forbindelse med partiets sommergruppemøde løftet sløret for, at erhvervsuddannelserne vil være at finde på dette års finanslovsforslag med en øget bevilling på 500. mio. kr. i 2025 stigende til 700 mio. kr. årligt fra 2030.

På erhvervsskolen Learnmark i Horsens afslørede statsminister Mette Frederiksen og børne-og undervisningsminister Mattias Tesfaye tidligere i dag regeringens planer om et erhvervsuddannelsesudspil. Udspillet, der indeholder et markant økonomisk løft, øger finansieringen af erhvervsuddannelserne med 500 mio. kr. årligt fra 2025, voksende til 700 mio. kr. årligt fra 2030

Samtidig bliver den midlertidige kvalitetsudviklingspulje på 200 mio. kr., som ellers stod til at udløbe ved udgangen af året, gjort permanent.

- Det er med et smil på læben i dag, for det her er noget, vi som sektor har arbejdet på i mange år. Nu er der endelig en regering, der vil gøre noget for erhvervsuddannelserne, og det er der i den grad brug for. Det er godt at vi nu er i gang, siger Kasper Palm, formand for Danske Erhvervsskoler og -Gymnasier – Bestyrelserne.

Også formanden for lederne i Danske Erhvervsskoler og -Gymnasier, Ole Heinager, er positiv over for Socialdemokratiets udmelding.

- Der er ingen tvivl om, at det her er en god dag for erhvervsuddannelserne. Vi har efterspurgt midler til at gøre erhvervsuddannelserne mere tidssvarende og attraktive, både når det gælder udstyr, lærerkompetencer og til at kunne understøtte eleverne gennem uddannelserne, så flere gennemfører, siger Ole Heinager.

Pengene skal ud på erhvervsskolerne og arbejde

Begge formænd roser ministeren for at lytte til sektoren, og opfordrer til at midlerne kommer ud og arbejde på skolerne, så de kan komme eleverne og uddannelserne til gavn.

- Hvis kvaliteten skal løftes, så skal pengene ud og arbejde på skolerne. Her mener vi, at det, der giver mest mening er, at midlerne kommer ud via taksterne og ikke via en række puljer, som skolerne skal søge. Det begrænser mulighederne og gør det usikkert år for år, hvad man som skole har at gøre godt med. Det gør det svært at gennemarbejde løsninger, der for alvor rykker noget, siger Kasper Palm.

- Derfor er det også positivt, at regeringen vil gøre kvalitetspuljemidlerne permanente, så erhvervsskolerne ved hvad de har at regne med, tilføjer Kasper Palm.

Ole Heinager er enig.

- Mange små puljer giver ikke nogen stor effekt, mens tidsbegrænsede puljer indskrænker mulighederne for langvarige investeringer. Vi har også brug for, at vi kan investere i nye grønne teknologier og efteruddannelse af underviserne. Så hvis regeringen virkelig vil noget med den grønne omstilling, så er der ingen grund til, at tiltrængte initiativer drukner i administration og midlertidige bevillinger, siger Ole Heinager.

Flere åbne døre til videregående uddannelser

Med i regeringens udspil er et initiativ, som skal tilgodese erhvervsuddannelser i forhold til de videregående uddannelser.

- At tage en erhvervsuddannelse er ikke en blindgyde. Mange bliver selvstændige eller læser videre inden for deres fag. Derfor er det rigtigt godt, at regeringen sætter fokus på mulighederne for at læse videre. Alle unge skal vide, at de har muligheder for at videreuddanne sig med en erhvervsuddannelse i rygsækken, og at der er mange åbne døre som faglært, afslutter Kasper Palm.

Kontakt

Billede af næstformand for DEG-B, Kasper Palm

Kasper Palm

Næstformand Danske Erhvervsskoler og -Gymnasier - Bestyrelserne