Siemens

Klimacase: Siemens vil energieffektivisere i stor skala

Nyhed

Danske Erhvervsskoler og -Gymnasier har sammen med et hold undervisere og elever besøgt Siemens A/S, der gennem digitalisering og intelligente produkter hjælper kunder med at optimere og energieffektivisere deres produktion og infrastruktur. Samtidigt har Siemens sat klare mål for, hvordan de internt i virksomheden bliver mere bæredygtige.

Elever og lærere fik under besøget indblik i, hvordan Siemens A/S arbejder med bæredygtighed på et strategisk niveau. Steen Dalsgaard, Head of Sustainability & Government Affairs, fortalte om virksomhedens klimamål og deres DEGREE-koncept, som guider virksomhedens ambitioner indenfor bæredygtighed. DEGREE rummer 6 indsatsområder: Decarbonization, Ethics, Governance, Resource efficiency, Equity og Employability. For hvert indsatsområde er der fastlagt mål og resultatparametre (KPI’er), så det er muligt at følge op på indsatserne, som både foregår internt i virksomhederne og omkring den teknologi, produkter og løsninger, Siemens tilbyder deres kunder.

Internt i Siemens arbejder man på at reducere miljøbelastning så meget som muligt ved at sænke forbruget af energi, varme og vand samt udledning af CO2 fra bygninger, biler og transport. Siemens vil være CO2 neutral i 2030 ved bl.a. at sikre, at deres strømforbrug er baseret 100 % på vedvarende energi, samt at alle firmabiler er elektriske. Medarbejdere kan i vid udstrækning arbejde hjemmefra, hvilket reducerer behovet for transport. Flere møder afholdes online for at reducere omfanget af flyrejser, og fly er ikke længere det foretrukne transportmiddel på udvalgte destinationer. Ift. social bæredygtighed arbejder Siemens med mangfoldighed i deres rekruttering af medarbejdere. De vil fx øge andelen af kvinder i ledelse samt rekruttere flere kvinder generelt indenfor en branche, der er domineret af mænd. Derudover er der fokus på at sikre en mangfoldig sammensætning af medarbejdere både ift. køn, alder og uddannelsesmæssig baggrund mv. 

Når det kommer til kunderne, oplever salgsdirektør Tina Schou, at bæredygtighed i højere og højere grad er et parameter, som indgår i kundernes valg af leverandører. Derfor er det naturligt i dialogen med kunderne at rådgive om, hvordan Simens produkter og løsninger kan hjælpe den enkelte kunde med fx at udlede mindre CO2 og spare på energien. 

Casper Vous Strandbech er uddannet elektriker og elinstallatør, og arbejder i dag som teknologispecialist i Siemens. Casper ved alt om el-løsninger, der kan være med til at reducere kunders ressource- og energiforbrug, og rådgiver kunder til fx at vælge produkter, der kan fortælle, hvornår komponenterne i en installation skal udskiftes, så der ikke skiftes komponenter, før de gamle er helt brugt op. Et andet produkt, der kan levere data, er intelligente elmålere. Digitale elmålere giver kunderne mulighed for at måle eget elforbrug, og på basis af data vurdere, om der er steder, hvor man kan mindske det. I fremstillingen af elmålerne er der fokus på materialeforbruget, hvilket betyder, at de enkelte komponenter laves så små som muligt, så der anvendes mindst muligt materiale i fremstillingen.

Datatekniker Martin Theodor Rosenwoldt har fingrene helt nede i teknikken og arbejder bl.a. med offshore vindstationer. Her er et af de grønne elementer at udfase komponenter, der er dårlige for miljøet, og udskifte dem med produkter, der har længst mulig levetid. Det er vigtigt hele tiden af tænke; hvor kan der optimeres? Og dernæst ved hjælp af energiberegninger på serversystemer, netværk og kølere at forsøge at finde nye løsninger, der kan være mere energibesparende.

Klimacasen med videointerviews om strategi, salg, teknologi og data + baggrundsmateriale og undervisningsidéer om Siemens bliver tilgængelig i starten af 2024. Se de første fem færdige klimacases her:

Klimacases

Mangler du inspiration til undervisningsforløb, som styrker erhvervsskoleelevers klimahandlekompetencer? 10 danske virksomheder, som har tænkt bæredygtighed helt ind i kernen af deres forretning, har stillet sig til rådighed som cases, elever på...